Weibys violette næse, og han troede vel, jeg var blevet tullerusk, hvis jeg bar mig slig. Naar det er rigtigt glat i bakken, saadan som den dag, gaar politibetjent Weiby altid med brodder paa benene, naar han skal op paa byfogedkontoret til papa. Men inde paa kontoret staar saa gamle stabbede Weiby og letter snart paa det ene ben, snart paa det andet, for ikke at spigre sig selv fast til gulvet. Aa du, gid han vilde gjøre det en dag!
Jeg knappede mine lange, lysebrune hansker ordentlig og pent, hanskerne gik langt opover haandledet, holdt muffen stramt ned, og skjød brystet ud og maven ind, som de voksne damerne gjør, naar de spadserer paa gaden. Politibetjent Weiby havde nu vel saa pas forstand indenfor sin violette næse, at han saa, at jeg nu snart var voksen dame.
Der fører en lang bakke op til vort hus med store træer paa siderne. Der nede i bakken kom Karsten kavende og strævende med en noksaa stor kasse, som han væltede kant i kant opover den speilblanke bakken.
