bakken, sad der bitte smaa haardfrosne, glitrende sneklumper, som lyste mod den blaa himmel mellem grenene. For himlen var gruelig blaa den dag, det husker jeg godt.
For en pludselig ubændig glæde, der undertiden kan komme over en! Det behøver slet ikke være noget bestemt, en har at være glad for – denne pludselige glæden kan for den sags skyld komme, bare det er rigtigt, rigtigt godt veir en dag – saadan rent overstrømmende jublende kan denne følelse komme, at en synes en maa skrige himmelhøit eller slaa ud med armene, eller hoppe ende tilveirs – bare fordi det er saa deiligt at leve.
Akkurat saadan følte jeg det den mandag morgen. Vi skulde have maanedslov. Jeg stod ude paa gadedørtrappen, og havde taget hat og kaabe paa for at gaa ned til Massa og Mina, og var saa jublende glad over ingen ting, at jeg havde den største lyst til at hoppe ret op i lyse luften.
Men jeg betvang mig, for der inde i kontorvinduet hos papa saa jeg politibetjent
