Vi er naturligvis ude nu ogsaa, men naar det stormer, saa som det har gjort i høst, naar det suser og bruser i de gamle lønnetræer i bakken, saa vi næsten ikke kan høre, hvad vi selv siger, saa er det ikke hyggeligt at lege ude heller. Da tyr vi op paa »vedbodkammerset« – et hyggeligt lidet kammer, som er ovenpaa vor vedbod. Der staar ikke andet deroppe end en kasse med rød oker, som vi smører os til paa, men sandelig har vi ikke mangen moro der, alligevel. Ezekiel har rigtignok en ubetvingelig lyst til at holde foredrag deroppe, spruter og douscher som et lidet springvand. Naar jeg bliver kjed, lister jeg mig bag ham og giver ham et lidet engelsk puf i ryggen, for jeg er flink til at boxe, ser dere.
»Kom an – kan du staa for et engelsk puf?« – og saa snurrer jeg hænderne fort om hinanden, saadan som jeg har seet engelske matroser gjøre, og anbringer min knyttede haand med et raskt puf midt i Ezekiels mave!
Ezekiel vrider sig som en orm, og værger sig med de smale, veke fingrene sine.
