Hver eneste dag, sommer og vinter, er vi sammen, alle vi, som jeg har beskrevet her. Om sommeren er der nu saa gruelig megen moro alle steder, men især oppe i den store deilige hei bag vort hus – heien skal jeg forresten siden fortælle om – men om vinteren, ja hvad skal smaagutter og smaapiger gjøre om vinteren i saadanne ækle milde vintre, som vi nu har, det maa jeg rigtignok spørge om? Ifjor havde vi ikke sne at snakke om, og iaar har vi nytaar alt, og jeg har endnu ikke for mit vedkommende seet en ordentlig snefille, som ikke smelter paa fem minutter, eller en is, som ikke gaar itu, straks en stamper med hælen. Kunde jeg bare reise op til nordpolen, og gjøre hvad jeg vilde deroppe, skulde jeg snart sende nogle deilige bløde snefoner og blank, blaa, glitrende is nedover til alle norske smaagutter og smaapiger, der gaar og venter.
Imidlertid er jeg glad for, at jeg er begyndt at skrive paa denne bogen i vinter, ellers vilde jeg vist komme til at kjede mig halvt ihjel.
