Det er Peder »til provsten« med sine søvnige, brune øine og fregner saa store som bygkorn. Peder til provsten er forresten en feig gut. Han har aldrig nogen mening, og havde han en, turde han aldrig staa ved den, hvis nogen sagde ham imod. Gruelig kuldskjær er han ogsaa, gaar med skjærf og vaatter bare der kommer en snefille ned. Peder er forresten svært snil, og gjør alt, hvad jeg vil. Saa er det broder Karsten. Han er lidt yngre end os andre, og bryr sig igrunden ikke om andet end om knapper, især saadanne som rangler, og at snakke om rigtig stærke »mænder«, især om hvormeget de kan løfte i en lillefinger i strak arm. Karsten er forresten svær til at overdrive – folk siger nok, at jeg ogsaa overdriver og sætter sauce paa alting, men de skulde bare høre Karsten, siger jeg da. Forresten overdriver ikke jeg, jeg har bare en livlig fantasi. – Men nu maa jeg gaa videre.
Saa er det Ezekiel Weiby. Han er fjorten aar og har et usigeligt smalt ansigt, ikke bredere end et penal omtrent. Naar Ezekiel
