og vandrer under palmetræer – de har vist akkurat den samme façon som vore gamle plommetræer.
Jeg indbilder mig forresten altid en hel del ting, som ikke er til i virkeligheden. Hvis jeg skulde skrive ned alle de historier og fortællinger, jeg finder paa indi mig, blev det en tyk, tyk bog. Men paa den maaden har Inger Johanne »til byfogden« gruelig megen moro for sig alene.
Jeg har ogsaa en have. Jeg vilde ikke have nævnt den engang, hvis der ikke var den mærkelighed ved den, at der bogstavelig talt ikke vil vokse andet i den, end disse mørkeviolette toskeflabberne, dere ved nok. Hver eneste vaar kjøber jeg frø for mine sparepenge, jeg planter og vander og steller, men naar sommeren kommer staar der alligevel ikke andet i min have end store, frodige toskeflabber. Og det er gruelig kjedelig, især for det stygge navn, de har.
Nu tænker jeg, det kan være paatide, at jeg beskriver alle os børn, vi smaapiger og smaagutter, som altid er sammen, og som jeg vil fortælle om i min bog.
