bagefter os og vrikker paa sig, ligesom for at vise, hvor vigtige vi er. Og det endda vi har reddet den tykke kroppen hendes fra at drukne.
Vi bor oppe paa en høi bakke i et gammelt, deiligt hus. Folk siger, at det er et gammelt skrummel af et hus, men det er bare den pure misundelse, fordi de ikke bor der selv. Der er store, ældgamle lønnetræer rundt huset, som skygger og gjør det mørkt inde i de dybe værelser. Der er bjelker under taget, og gulvene disser af bare ælde, naar man gaar haardt paa dem. Især gynger det svært etsted paa salsgulvet. Naar ingen anden end Karsten og jeg er inde, tramper vi ofte af alle livsens kræfter, der hvor det disser mest, for vi har lyst at se, om vi ikke kan falde ned i kjælderen. Men det gjør vi mærkværdig nok ikke.
Hele fem haver hører til vort hus. En stor have med bare plommetræer, med himmelhøie, smale stammer og en liden dusk blade og grene høit, høit oppe. Naar jeg gaar dernede mellem plommetræerne, indbilder jeg mig ofte, at jeg er nede i syden
