der var Jørg ogsaa lige ved – Mina og jeg greb i ham, men han var saa umanerlig tung, at vi ikke orkede at faa ham op. Vi bare holdt i ham og skreg og skreg, og ud fra bryggerne og Holmen kom der roende folk, flere baade, mange folk; men de øieblikkene, vi laa der ud over rælingen og holdt i den halvdøde, blytunge Jørg »til feieren«, de glemmer jeg ikke. Jørg kom op i en anden baad, og saa tog de os paa slæbetaug. Lisa sad der som en druknet rotte og græd saa hun hikstede; saa begyndte Massa ogsaa at græde, og slig kom vi ind til bryggerne. Men mange dage efter kunde jeg ikke gaa paa gaden, uden at folk standsede mig og vilde ha greie paa, hvorledes det var gaaet til. Det er igrunden noksaa brydsomt at være berømt, men jeg liker det godt alligevel.
Naar Mina og jeg siden møder den tykke »Lisa feier« paa gaden, undres vi rigtig over, at vi havde kunnet orke hende den gang. Men taknemlighed findes ikke i denne verden; for mange gange siden, saa jeper Lisa feier efter Mina og mig paa gaden, og gaar
