baaden og var derborte i to–tre aaretag; prammen laa kantret, og flisene flød saa tæt paa vandet som et gulv.
Men Jørg og Lisa var ikke at se!
Og saa kan I tro, at Massa og Mina og jeg skreg! I ved, hvor lydt det er paa vandet – nei saadan som vi skreg! det hørtes vist næsten over hele byen – jeg saa folk langt inde ved bryggerne, som løb.
Men – der dukkede Lisas hoved op midt imellem alle flisene, og Mina og jeg halte hende efter armene op i baaden. Massa maatte lægge sig over paa styrbordsiden, for at ikke baaden skulde gaa rundt med os ogsaa. – Gamle Terkelsen bliver altid saa overhændig sint, naar vi tager skjegten hans ulovendes. Jeg kan nu forresten ikke skjønne, at han kan blive saa vond for det, han faar den altid lige god igjen. Massa, Mina og jeg har saamænd ingen lyst at sætte tilhavs ud i Skagerak og seile vor vei med Terkelsens skjegte. Men den dag var det godt vi havde taget den og ikke en liden fille pram. Idetsamme Lisa fik pusten igjen raabte hun: «Aa flisa – flisa –», men
