Men en sommeraften reddede Mina Trap, Massa Peckell og jeg to mennesker fra at drukne. Og da fik vi ros i avisen. Det er virkelig ganske morsomt at se sit eget navn rost paa tryk; jeg skulde gjerne gjøre noget mere for at blive omtalt igjen; men jeg ved saamænd ikke, hvad det skulde være. Dengang gik det saaledes til.
Vi havde laant gamle Terkelsens skjegte og roede udover. Ude fra skibsværftet paa øerne kom der roende en baad med fliser. Flisene laa høit baade for og agter, midt nedi mellem sad der to børn og roede. Da vi kom nærmere saa vi, at det var Lisa og Jørg «til feieren». Mina og jeg roede, men jeg var saa meget stærkere end hende, saa jeg roede hende rundt gang paa gang, og saa lo vi og holdt leven. Formodentlig har Jørg og Lisa seet paa os og glemt flisen sin, for med en eneste gang gik hele flisehaugen, Jørg og Lisa og prammen deres rundt. Det var fælt at se paa.
«Vi – vi – vil iland – og hente hjælp», skreg Massa. Jo der var pent tid til det! Men Mina og jeg vendte i en fart
