ombord er der gruelig morsomt. En gang fik vi syltede ananas af en fransk skipper; ellers faar vi bare beskøiter.
Naar havaristerne er inde, vrimler det i gaderne af fremmede sjøfolk med brune, lange halse og brændende sorte øine. Men da er gamle politibetjent Weiby ilde ude og skriver lange rapporter til far om uro og slagsmaal i gaderne. For spanjerne bryder sig ikke døiten om gamle Weiby, som gaar der med maven høit oppe og puster af astma.
Eller om sommeraftenerne, naar vandet ligger rigtig blankt og stille, at liste sig til at laane en pram, ro rundt de runde, hollandske kufferne og snakke tysk med de smaa, rødbrune jungmændene, der sidder oppe paa rælingen og spiller harmonika ud i sommernatten – ro rundt holmen, ligge der og vagge og plaske i det halvlunkne vand – det er moro det! – Ofte ror vi med haandaarer, saa det fosser om forenden. Men det er tungt at ro med haandaarer, kan jeg fortælle dere – hvis dere ikke har prøvet det.
