som høie, hvide spøgelser mod mørke sjøen og den mørke himmelen – synker sammen og reiser sig – synker sammen og reiser sig igjen. Og slig fart, som der er i skyerne, og slig som det brøler udefra havet. Vi hører det over hele byen som et sus, som et brøl, som en torden.
Men da staar vandet høit over bryggerne inde ved torvet, og prammene og skjegterne ligger og vugger og vugger, og de store skibe, der ligger fortøiet, duver op og ned. Det gnisser i taugværket, fortøiningen strammer og knager – og det lugter salt sjø, saa en næsten smager det paa tungen.
Men i saadant veir kommer havaristerne. I høst kom der en spansk damper med grøn skorsten og hvidt skrog; den laa med hele agterenden under vand næsten, da Krabbesundslodsen kom ind med den. Det er moro det, ja ikke for havaristerne da, skjønner I, men for os børn. Da ligger vi ude i baade og ror rundt og rundt det fremmede skib – tilslut kan det hænde, de raaber os an, og beder os komme ombord. Og da er vi ikke sene op af leideren, kan dere tro. Men
