heder nemlig bare Marte og intet andet over hele byen. Jomfru Einarsen er stor og baus, men Marte er liden, har bare et øie, men det er svært blidt, og gaar altid med en stor parasol med grønt uldtøi, som hun holder lige ned paa hovedet. I frastand ser hun ud som en vandrende grøn sop.
Jeg er ofte nede og henter Olaug hos jomfru Einarsen. For der er altid saa morsomt dernede. Naar jomfru Einarsen og Marte vil snakke noget sig imellem, som børnene ikke skal høre, saa snakker de P-maal. »Kan-pan du-pu snak-pak-ke-pe Pe-pe-maalpaal?« Jeg har listelig mange gange gaaet derned, for jeg vilde absolut lære mig til at snakke P-maal. Det er saa kjedelig bare at kunne et sprog. Men nu kan jeg baade Norsk og P-maal – det kan dere lide paa.
Olaug husker altid nøie paa den dag skolepengene skal betales. For den dag børnene kommer med penge faar de et stort stykke brunt sukker af Marte. En gang om aaret er der eksamen; saa kommer provsten op i jomfru Einarsens lille hus for at overhøre børnene, men da staar altid jomfru
