pib paa Massa, Mina og Netta dere!« Men det vil de ikke, og saa staar de der og piber.
Efter mig kommer Karsten. Naar jeg ærter ham, kalder jeg ham bare »Kasten« – for jeg er svær til at ærte ham; det er nok skam at ærte, men naar Karsten blir rød af hidsighed lige op i sine store øren er han saa skrækkelig morsom. Karsten har et stort, lyst ansigt, tyndt lyst haar og store, fremstaaende øren, saa han ser ud som en hankekrukke. Naar jeg ærter Karsten, saa løber han naturligvis efter mig – det er netop det, jeg vil, ser dere – faar han saa fat paa mig, dunker han mig i hovedet, men forresten er vi de bedste venner af verden.
Efter Karsten er der et langt sprang paa fem aar; saa kommer Olaug, men hun er saa liden endnu, at hun gaar og lærer bogstaverne hos jomfru Einarsen. Nede i kirkebakken i det lille, gule hus med den høie trappe, har nemlig jomfru Einarsen og hendes søster Marte en liden smaabørnskole. Det er mig altid en gaade, hvorfor blot den ene af søstrene skal tituleres jomfru; Marte
