jeg er kjed af det. Ellers har jeg to brune fletter nedover ryggen, og en temmelig tyk næse, som jeg mangengang er lei af. Undertiden naar jeg sidder og læser lekserne sætter jeg en haarnaal over næsen, for at gjøre den smalere, men det hjelper aldrig det gran, for naar jeg tager haarnaalen af, sveller næsen ud igjen straks.
Der er forresten en ting, som er kjedelig, og det er at alle mennesker, især alle gutter, siger at jeg er saa vigtig. For det er jeg slet ikke; jeg maa nu vel kjende mig selv, naar jeg er saa gammel, som jeg er. Men nu spørger jeg dere smaapiger, som læser dette, om I synes, det er morsomt, naar gutterne trækker dere i fletterne og kalder dere »Ingefær«, eller naar de staar og plystrer og piber nedenfor havemuren, naar de vil have en ud. Jeg har sagt en gang for alle, at fletterne mine maa ingen røre, og at naar jeg kommer, saa kommer jeg, men slig lang, ynkelig piben kan jeg ikke udstaa. Men saa er jeg naturligvis vigtig. Undertiden blir jeg vond, og saa siger jeg: »Gaa og plystr paa andre dere! – Gaa ned og
