fortælle end alle andre smaapiger paa tretten aar. Og det er ikke greit, kan I tro, naar man aldrig har skrevet en bog før! Især naar tankerne løber saa urimelig fort, som mine gjør. De løber rent løbsk imellem. Jeg tænker paa hundrede ting, mens Peder »til provsten« for eksempel bare tænker paa halvanden.
Men jeg har nu en gang faaet lyst til at skrive en bog, og naar Inger Johanne »til byfogden« har faaet lyst til noget, saa giver hun sig ikke, det kan jeg bare fortælle dere.
Nu begynder jeg altsaa for alvor.
Vi er fem søskende hjemme. Jeg er den ældste, og da er det jo rimeligt, at jeg først beskriver mig selv. Jeg er svært lang, og mor siger jeg er ulænkelig; desværre har jeg vist ogsaa store hænder og store ben.
»Store ben«, siger altid den ækle, blege skomager Grauer, naar han tager maal af mig til nye støvler. Jeg har den største lyst af verden at dunke ham i hans pjuskede hoved, naar han ligger der paa knæ og tager maal, for nu har han sagt det saa ofte, at
