Dere ser nu ikke de smaa røde og gule husene opimellem de graa heiene, med røgen fra piben ende tilveirs op i den klare, høie luften, og de store skibene, naar de skal ud paa langfart og siger langsomt udover havnen, mens matroserne trækker ankeret og synger tungt og vemodigt saa det høres langt opover i byen og udover havnen:
»Der kommer jenta med kjolen grøn,
Aahaa aa ohi – aahaa aa ohi!«
Og rundt paa alle heiene staar der koner og børn, som vifter og vifter med store tørklæder og græder. Helt op paa Storvarden klyver de, lige til de ser skibet som en prik langt, langt ude. Dere kjender ikke den friske blæsten om kinderne, og lyngen, som basker en om kjolekanten, eller vort gamle hus oppe paa bakken, eller Peder til provsten eller Karsten, eller madam Pirks fornærmede næse, eller min store, deilige Carolus, som madam Land spiste op. Dere ser og hører vist ikke det gran af det altsammen, saa daarligt har jeg skrevet. Og jeg kan ikke love at gjøre det bedre en anden gang hellere; for jeg tror aldrig, jeg vil skrive en bog mere.
