Da steg der med en gang en skrækkelig mistanke op i mig: Madam Land havde hugget hovedet af Carolus!
Aa, for en skam, for en skam – for en skam af hende! Saadan som jeg græd den dag! Det hjalp ikke, at de sagde hjemme, at Carolus kanske kom igjen, og selv om den blev borte, var det jo slet ikke sagt, at det var madam Land, der havde gjort ende paa den – den kunde jo let have tullet sig bort selv.
Nei, det troede jeg ikke et øieblik paa. Det var madam Land, der havde myrdet den, og jeg syntes det var gruelig rart af papa, at han ikke kunde sætte hende paa vand og brød i tyve dage, for det havde hun fortjent.
Det eneste, som trøstede mig, var, at jeg selv slap at se Carolus i hvid sauce i et laagefad paa middagsbordet.
Ja, for aldrig – aldrig i verden havde jeg smagt en bid af Carolus!
