næbbene stod vidaabne paa dem allesammen, bare i ét skrig.
Da hørte jeg døren til madam Lands kjøkken blive revet op – idetsamme skridt over gaarden – madam Lands stemme: »Kom med stokken din. Land, der er tyver i hønsehuset.« – Døren til vedskjulet aabnedes, og madam Lands pige styrtede ind og saa mig. «Det er Inger Johanne til byfogden, madam», raabte hun.
»Er nu det hespetræet der igjen», hørte jeg madam Lands stemme – ja hun sagde virkelig hespetræ; men til mig sagde hun bare: «Hanen din er ikke her, mor, den har ikke været her i hele dag – ikke paa to-tre dage, tror jeg.«
»Ja, men den var her jo i formiddag.«
»Langtifra, du har seet feil, den er ikke her, siger jeg.«
Jeg sprang hjem rent fortumlet. Hvor i alverden var Carolus blevet af! Ledte høit og lavt oppe i fjøset – nei, ingen Carolus. Næste dag den samme søgning. Jeg var rundt i alle gaarde i nærheden og spurgte efter hanen min. Nei, ingen havde seet den.
