som om nogen pludselig kiler ham i maven; han bøier sig sammen, vrider sig som en orm og ler uden lyd. Men Karsten lo i vilden sky.
»Vil du lade være at le, Karsten, du forraader mig jo paa den maaden, gut.«
»Hvorledes vil du komme ned igjen?«
»Aa, jeg hopper ned herfra.« – Det var sikkert en fem-seks alen ned til marken.
»Nu gaar jeg ind efter Carolus; jeg slipper ham ned herfra – dere tar imod ham.«
Jeg famlede mig nedover en halvmørk trap, snublede dernede i stummende mørke over en huggestabbe og en flisehaug, og var endelig borte ved det aflukke, hønsene var indestængt i. Sagte lukkede jeg døren op og famlede med haanden langs pinden, de sad paa. Men, o ve: Sha, sha, sha, ra-ra-ra, – dere gjør dere ikke den svageste idé om, hvorledes madam Lands høner kunde skrige op; det var akkurat som jeg vilde dræbe dem alle med en eneste gang. Udenfor væggen hørte jeg Karsten formelig hyle af latter, – jeg famlede omkring mig derinde i mørket, for Carolus vilde jeg finde. Jeg tror, jeg havde fat paa hver eneste høne;
