uden at madam Land mærkede det. Hun havde hønsene i et aflukke i sin vedbod. Bagsiden vendte ud til en aaben plads. Høit oppe, lige under taget, var der en glugge, som altid stod aaben. Gjennem den glugge vilde jeg ind og hente Carolus. Oppe i vort fjøs laa der en gammel stige; den fik jeg Peder og Karsten til at bære ned og sætte op til gluggen. Baade Peder og Karsten vilde krybe op, men jeg sagde nei; en saa vanskelig ekspedition kunde ingen andre end jeg selv klare.
Klokken kunde vel være ni om aftenen; det var lidt skummert alt. Jeg klavrede opover stigen og kom lykkelig og vel op paa det øverste trin. Men enten det nu var stigen, som var raadden, eller Peder og Karsten slap taget dernede – det var netop saavidt jeg fik tag i gluggen og halet mig ind – der faldt stigen og gik aldeles fra hinanden i faldet.
Der sad jeg pent i det. Og saadan, som Karsten og Peder lo dernede! Jeg var saa rasende ærgerlig paa dem, især paa Peders latter. Naar Peder ler, er det akkurat
