og dreiet om sig utallige gange – den laa bare paa siden og gispede. I en-to-tre havde jeg befriet den; et øieblik laa den stille paa siden, saa reiste den sig pludselig, baskede dygtigt med vingerne og – nedover bakken, med udspilede vinger, som formelig sopte i marken, fór den afsted – og forsvandt i madam Lands gaardsrum.
Den aften hentede jeg den ikke; jeg turde rent ud sagt ikke for madam Land.
Da jeg gik fra skolen den næste dag, gik jeg en sving indom til madam Land. Carolus stod inde i gaarden og spiste med megen appetit af madam Lands grød og sure melk. Den store blodrøde kam hang nedover det ene øie, det andet øie, der var frit, vendte den mod mig, som om den vilde sige: »Jeg kjender dig nok, Inger Johannemor, men gaa du din vei – her vil jeg nu engang være.« – Ja de kan nu sige om dig, hvad de vil, Carolus, tænkte jeg, men du er nu den vakreste hane, som findes i verden – og min er du alligevel.
Da aftenen kom, havde jeg udspekuleret en plan, hvorved jeg skulde faa fat paa Carolus,
