at jeg værsgod skulde holde Carolus inde. I to dage stod den inde i saltboden; den hoppede op i vinduskarmen og hakkede paa de smaa, grønne ruder. Men den tredie dag havde jeg saa inderlig ondt af den, at jeg slap den ud.
»Du skal se, den har glemt den svarte nu«, sagde Karsten. Glemt, sagde han, jo tak – Carolus var alt paa spranget, skreg af fryd og fløi lige ned i madam Lands gaardsrum.
»Kom, saa tjorer vi den«, sagde Karsten pludselig. Det var en udmærket idé, syntes jeg. Først fik vi fat paa en lang hyssing og saa ned efter synderen. Han vilde naturligvis ikke hjem igjen; hele madam Lands gaardsrum stod i et eneste skrig af opskræmte høner, saadan løb vi og jagede den, inden vi fik fat paa Carolus. Vi bandt hyssingen om benet paa den og tjorede den oppe ved fjøstrappen. Jeg gik ind for at læse paa lekserne, men jeg havde ikke læst fem minutter, før jeg fik en besynderlig uro paa mig, og maatte ud for at se efter Carolus. Der laa den paa marken; hyssingen havde den snurret
