hver eneste aften stod madam Land og skjendte i sin kjøkkendør, naar jeg skulde der forbi med Carolus.
»Jo den er blet spækket – jo den er blet gjød nu – den spiser for fire høns – der er da vel lov og ret for sligt – jo den blir spækket –« jeg hørte madam Lands stemme helt op i vor bakke.
Madam Land ser selv ikke ud, som hun er spækket. Hendes mand er rorskarl. Hun er saa frygtelig sparsommelig. De fortæller ude i byen, at madam Land hver middag koger tre poteter. »To poteter til Land, en til pigen, og jeg behøver ingen«, siger madam Land. Og tænk, saa maatte hun hver dag gaa der og se paa vor store Carolus oppe i hendes eget hønsefad. En kan jo nok skjønne, at madam Land var sint.
En dag kom madam Land op til os for at tale med mama og klage over Carolus.
Nu havde jeg ikke nævnt et ord til mama om Carolus's opførsel den sidste tid, jeg havde nemlig en dunkel anelse om, at det da vilde gaa min store, kjække Carolus ilde. Mama blev rent lei af sig og sagde,
