Med det samme, der blev lukket op for hønsene om morgenen, lagde Carolus paa sprang nedover bakken, vingefløi og fór lige ned til madam Lands port. Var porten ikke lukket op endnu, saa fløi Carolus over plankegjærdet og midt ned i madam Lands hønseflok. Jeg kaldte og jeg lokkede, jeg skjendte og jeg jagede den – jo tak san – Carolus galede og skreg og fløi op paa plankegjærdet; han lagde hovedet paa siden, skakkede ned og saa paa mig, og var jeg vel af veien, var han straks ved siden af den lille sorte høne igjen den hele dag.
Hver eneste aften var jeg nede og hentede den, efterat den havde sat sig op med madam Lands høner. Det var et spektakel. Hønsene kaglede og skreg, fløi ned fra pinden, saa det baskede mig om kinderne, der var ikke ørenlyd at faa i madam Lands hønsehus. Men jeg holdt godt fast paa min gode Carolus; han sparkede og sprællede, men jeg trykkede det glinsende, levende hanebryst, som jeg hørte hjertet banke og hamre indeni, tæt op til mig og løb hjem.
Hver eneste aften gik dette for sig. Og
