Carolus slog lidt med vingerne, men de andre gjorde ikke det engang – de havde rent givet sig over.
Men saa kom sommeren.
Lova, Diksy og Valpurga lagde hver dag et pent lidet æg oppe i saltboden. For en moro det er at gaa slig og lede efter æg! En gaar der og tusler og leder og leder – de er saa fule og slue, hønerne, og stikker sig bort under bordbeter og skrammel, – men lige bort i krogen, der hvidner det, og der ligger æggene runde, hvide og ganske lunkne.
Carolus var blevet en rigtig staut hane med lange, bøiede halefjær, der skinnede som metal i solen.
Lige ned for vor bakke bor madam Land i et lidet gammelt, graat hus. Madam Land holder ogsaa høns; en af dem var en liden, sort, spids bondehøne. Hvorledes det ulyksalige bekjendtskab var opstaaet, ved jeg ikke, men vor store, fornemme Carolus havde forelsket sig i den lille sorte høne. Rent utrolig forelsket maatte han vist være, for han kunde ikke være fra hende en eneste dag.
