de andre forsyne sig først. Og en vakker dag stod Carola paa fjøstrappen, slog ud med vingerne og galede – et rigtig hæst, sprukkent kyllingegal – men galet havde den. Carola var blevet en hane, der var nok ingen tvivl om det. Hun maatte naturligvis døbes om igjen, og saa kaldte jeg hende Carolus.
Og det er Carolus's bedrifter, jeg vil fortælle om. Ikke det første aar, den levede; da var den noksaa skikkelig. Hele sommeren var kyllingerne oppe i saltboden, men da vinteren kom, blev de flyttet ned i vor kjælder for kuldens skyld. Hutetu, høns har det leit om vinteren. Sneen laa tyk opover kjældervinduet og stængte det lille graa dagslys ude, og dernede paa stengulvet i fugtigheden, sad alle fire kyllingerne med hovedet dukket ned i fjærene og kukkelurede. Da kan en være glad, at en ikke er skabt til at være høne. Jeg var forresten dernede hver dag og trøstede dem. Tænk paa sommeren, sagde jeg, tænk paa alle betemarkerne under bjørnebærhækken, sagde jeg, og paa hele kjøkkenhaven de lange solskinsdagene.
