Oppe i det gamle fjøs, der hører til vort hus, og som i mange aar har staaet unyttet, er der et afdelt rum, som vi, jeg ved ikke hvorfor, kalder saltboden. Deroppe i saltboden indkvarterede vi vore fire kyllinger. Jeg gav dem øieblikkelig navn: Lova, Diksy, Valpurga og Carola. Karsten og jeg proppede dem med mad, og hele dagen gik de og sparkede i vor kjøkkenhave, som der forresten aldrig vokser noget i. Grund, tør sandjord og græsselig meget sol kan der jo ingenting blive af, skjønner dere.
Det første jeg gjorde om morgenen, var at lukke kyllingerne ud. Da flaksede og vingefløi de om mig i den friske, kjølige morgenstilhed under lønnetræerne. Det varer altid en stund, før solen kommer ned i gaarden hjemme, for heien skygger.
Lova, Diksy og Valpurga var ganske almindelige høibenede kyllinger, som sparkede bagud og plukkede den hele dag. Men Carola begyndte lidt efter lidt at opføre sig mere værdigt. Den satte benene stærkt udad og sparkede, stod lange stunder stille, ligesom lyttende efter noget, og lod altid
