mine af led, for at faa Peder hjem igjen! Men saadan er verden.
»Der kan du se, Karsten«, sagde jeg, »var det nu ikke godt, at jeg passede paa dig, saa du ikke fik noget at drikke?«
»Aa, jeg er stærk jeg, skal jeg sige dig – ti gange stærkere end Peder – kom skal vi trække krog skal du faa se – du kan tage baade langemanden og pegefingeren din – jeg skal bare tage lillefingeren.«
Men jeg havde ingen lyst at trække krog ude paa mørke gaden klokken to-tre om natten.
Næste dag, da jeg gik paa skolen, strøg jeg indom provstens kjøkken. Jeg vilde snakke med kokkepigen, for jeg var sint, fordi hun havde sagt, at det var min skyld, at Peder var syg.
Hun stod ude i gaarden og skurede gryder. »Jeg vilde bare ind og sige dig«, sagde jeg, »at Peder var syg af seks kopper kaffe og stærkt øl – og ikke var det min skyld –«.
»Du kunde vel have passet paa ham, du«, sagde kokkepigen, »siden du skal have saa god forstand, som folk kjyter af –«.
