Karsten satte sig mismodig ned paa en stol og stirrede paa den fyldte kurv. Nu giver han sig vist, tænkte jeg, nu faar du se, at faa Peder vaagen.
Det var lettere sagt end gjort. Tilslut maatte jeg tage vand og skvætte i ansigtet paa ham. Han reiste sig op, men de øinene han satte paa mig, glemmer jeg aldrig. Der var ikke en tanke i hans blik. Jeg lo saa jeg maatte sætte mig paa sengekanten.
»Se ikke paa mig med de øinene, du har nu, Peder, for jeg taaler det ikke.«
Karsten havde endelig opgivet kagerne i klædeskurven. Med Peder til provsten mellem os stavrede vi ud i mørket. Peder vilde sidde paa hver eneste trappe. Vi maatte trække og puffe ham frem hele tiden, vi var vist en hel time om det lille stykke vei. Da vi kom op i provstegaarden, havde ikke Peder den ringeste greie paa, hvorledes han skulde komme ind; – tilslut maatte jeg klyve op og banke paa pigekammervinduet. Kokkepigen kom ud, flyende vond paa mig – det var min skyld det hele, sagde hun. Og jeg, som næsten havde trukket armene
