at det ikke altid lykkes Orakelforfatterne at holde Sibyllen i sin Rolle, at det altsaa ofte sker Forsyndelser mod den Sibyllinske Stil.
Efter dette skal jeg gaa over til at skitsere Kompositioen i nogle af de mest fremtrædende kristelige Sibyllinske Orakler, som jeg antager har været Forbillederne for Vøluspaa.
A. Det ældste Orakel fra Tiden omrking 79 efter Kristus, forfatter umiddelbart efter Vesuvs Udbrud (Orac. Sib. 4de Bog).
Falder i to Hoveddele, Skildring af Fortid og Fremtid.
Efter en Indledning, hvori Sibyllen æsker Lyd og fremkommer med flere Formaninger, skildrer hun Fortidens Historie, der fremdrager sig i 10 Slægter fra Assyrien af og ender med Alexanders Monarchi i den 10de Slægt. Fremtiden, den 11te Slægt, det romerske Imperium, gaar sin Undergang imøde, idet den antikristelige Nero samler sine Myriader bag Eufrat og stormer frem. Dommen bryder løs, indledet ved Jordskjælv, Udbrud af Vulkanerne, fuldbyrdet af den store Verdensbrand, af hvis Aske de Døde opstaa; Dommeren kommer og Dommeren begynder o. s. v.
B. Oraklet fra Hadrians første Regjeringsaar (5te Bog).
Falder i to Hoveddele, Skildring af Fortid og Fremtid.
Efter en kort Indledning omhandler Sibyllen det ægyptiske og persiske Riges Undergang og det romerske Riges Fremblomstren under Rækken af Herkerne fra Julius Cæsar til Hadrian, under hvem Enden formenes at skulle komme. Med Blikekt paa Fremtiden udbryder hun i Klager over de triste Skjæbner, der forestaa; derpaa dvæler hun ved Ægyptens store Trængsler, Neros antikristelige Væsen, Elendigheden, der skal komme over flere asiatiske Stæder, det messianske Riges Herlighed, Verdensbranden og de Ugudeliges Afstraffelse.
C. Oraklet fra Midten af 3die Aarhundrede (7de Bog, stærkt interpoleret).
To Dele, af hvilke den, der omhandlede Fortiden, er tabt.
Skildringen af Fremtiden indledes med en Række af Trudlser over flere Byer, Øer og Lande, hvorpaa den sidste Katastrofe omhandles.
D. Oraklet fra Enden af 4de Aarhundrede (8de Bog).
