det nye Testamente, især Profeterne og Johannes’s Aabenbaring samt de eschatologiske Udsagn hos Evangelisterne. Heraf er nu ogsaa Oraklernes Komposition afhængig. Alle Sibyllinske Orakler af Betydenhed falde i to Hoveddele, af hvilke den ene afhandler Fortiden ogd den anden Fremtiden. Fortidens Tildragelser skildres nu dels efter Bibelens Fremstilling af de fire Verdensriger, dels efter den antike Mythologi, Fremtidens Begivenheder omhandles saa godt som udelukkende fra et bibelsk Synspunkt. Men naar en Sibyllinedigter vil lægge sine Tanker om Fremtiden i Sibyllens Mund, da pleier han at gjøre dette ved først at lade Sibyllens fremkomme med det historiske Apparat, der angaar Fortiden; først ved Enden af Oraklet anbringes da Spaadommen. Hvad der saaledes i Virkeligheden er Kvintessentsen i et Sibyllinsk Orakel, kan da meget ofte indtage en ganske beskeden Plads ved Oraklets Slutning.
I Almindelighed søge de kristne Orakel-Skribenter at fastholde den traditionelle Sibylline-Stil. Sibyllen er jo en Hedning eller ialfald et Væsen, der staar udenfor saavel Kristendommen som Jødedommen. Jo mere man lader hende udtale sig om kristelige Ting paa en positiv kristelig Maade, desto mere lader man hende Selvfølgelig falde ud af sin Rolle. Det gjælder derfor at lade hendes Udsagn faa en vis almindelig Karakter, en vis Tvetydighed og Dunkelhed, der passer for Stilen. Denne Dunkelhed, der hører med til Oraklernes Særpreg, er nu ogsaa begrundet i den psychologiske Tilstand, under hvilken Sibyllen tænkes at fremføre sine Spaadomme. Hun tænkes nemlig altid saa omtrentlig i Exstase, hun gribes mod sin Villie af en Magt, der driver hende til at spaa, hun ynker og vaander sig, idet denne Magt griber hende, hun er fra sig selv, medens hun fremfører sine Ord, der da selvfølgelig, hvis man ikke altfor grovt vilde synde mod de vedtagne Forudsætninger, maa faa et dunkelt, uforstaaeligt Præg. Med en Gang imellem vaagner hun ligesom til Selvbevidsthed igjen, og da kan hun, ganske uformidlet og umotiveret, fremkomme med en og anden Notits vedkommende sin egen Person, for saa atter i exstatisk Tilstand at fortsætte sin Tale. Det er vel oveflødigt at bemærke,
1*
