Det er en bekjendt Sag, at intet af de mange episke Digte, der foreligge samlede i den saakaldte ældre Edda, ere optegnede i den Tid, da Asatroen endnu beherskede Gemytterne, men første efter Kristendommens Indførelse. Man har hidtil i Almindelighed gaaet ud fra, at denne Omstændighed intet har havt at betyde, man har anseet det for en given Sag, at kristne Mænd skulde have været rene Medier, gjennem hvilke den hedenske Tradition kunde forplantes rent og uforfalsket. Saa har man da ogsaa uden videre opkonstrueret den nordiske Asa-Religion paa Grundlag af Digtene i den ældre Edda. Vistnok har der hævet sig Røster, der have søgt at gjøre gjældende, at der i Edda forefandters kristelige Ideer; men hidtil ere disse Mænds Anskuelser dog lidet trængte igjennem; i Literaturen hævder den gamle Synsmaade fremdeles sin Plads.
Under mine Studier af de saakaldte Sibyllinske Orakler i forskjellige kirkehistoriske Øiemed er jeg kommen til den Overbevisning, at det antageligvis ældste Digt i den ældre Edda, det saakaldte „Vøluspaa“, er en nordisk Efterligning af den Sibyllinske Orakeldigtning, at det er her, man for en væsentlig Del har at søge Kilderne til det berømte oldnorske Digt, saavel hvad Komposition som tildels hvad Stof angaar, altsaa Vøluspaa er et nordisk kristeligt Sibyllinsk Orakel.
Førend jeg gaar over til at søge at bevise denne min Opfatning, vil jeg i Korthed skitsere den Sibyllinske Orakeldigtning,
