Waite finde ſit førſte bevis deri, at Paulus’s breve ingen hentydning har til herrens jærteng. „Havde et mirakel været kændt af Paulus eller Klemens, ... de ſkulde for at ſtyrke troen paa ham ikke have henviſt til det?“ Jeg ſvarer: nei, de ſkulde ikke. Paulus’s breve er alle leilighedsſkrifter, fremkaldte ved beſtemte begivenheder, der nøder ham til at gribe til pennen, og derfor er det disſe begivenheder, disſe ſærlige forhold, han behandler, og det gør han overfor kriſtne, ſom ſtod i troen, men ſom trængte til veiledning. Derfor er Paulus’s breve ingen forkundelſe, hverken misſions- eller menighedsforkundelſe. Naar Luther ſkriver ſin bog om den babyloniſke landflygtighed, da behandler han ikke Jeſu jærtegn, da behandler han pavedømmet; naar Paulus ſkriver ſit brev til Galaterne, da ſkriver han om den fare, de ſtod i, for at ſynke ned i jødedom, og om ſin apoſtelværdighed, men ikke om miraklerne. Det ſamme gælder om de øvrige apoſtelbreve og om Klemens af Rom. Naar derimod f. eks. Peter ſtaar i menighedens forſamling, da blir forholdet et andet. Da kan han til æmne for ſine prækener tage ſaa et, ſaa et andet af ſine minder fra ſit ſamliv med herren, indtil tilſidſt Markus, der uafladelig hører ham, paa kriſtne venners opfordring kan paatage ſig at opſkrive disſe fortællinger om Jeſu ord og gærninger[1]. Eller naar Paulus ſtaar i Antiokias ſynagoge og ſkal misſjonere blandt
- ↑ Evſeb. 3 39.
