Det er muligt, at den bog, Bjørnſon efter amerikaneren Waite har udgivet, kan forekomme dem god og overbeviſende, der paa forhaand er fritænkere, — kriſtne vil den neppe overbeviſe, dertil røber den et altfo underligt ubekændtſkab til, hvad det er at være kriſten. Kriſtendommen er en kændsgærning, det at være kriſten er at tro paa Jeſus Kriſtus, ſom han perſonlig møder en i ſit ord ved hans daab og hans nadver, og for ſaa vidt kan det komme paa et ud, enten de fire evangelier er ægte eller uægte, forfattede i det førſte eller i det andet aarhundrede. Kriſtendomen ſtaar der, om det end ſkulde viſe ſig, at de ſkrifter, ſom kom frem under dens levnedsløb, er forfattede af andre end de mænd, man hidtil har været vante til at betragte ſom forfatterne til dem. Den kriſtelige ſalighedstro har guds menighed alligevel, den ene tro, den ene daab, den ene gud og alles fader. Kriſtendommen faar derfor ikke Bjørnſon rokket et hanefjed ved ſin bog.
Men de kriſtne holder af ſine hellige ſkrifter og ved, hvilken dyrebar ſkat til oplivelſe og opbyggelſe de har i dem. Derfor værger de denne ſin kære eiendom, naar den blir angrebet. Det er det, jeg Her i al korthed og med ſaa liden lærdomsudfoldelſe ſom muligt har forſøgt at gøre, ti paa mig har ikke B.s bog virket et fnug til at give mig tvil om de hellige ſkrifters ægthed; den har ſnarere ſtyrket min overbevisning. Og om Gud vil, ſkal jeg ogſaa møde ham, naar han efter hvad han bebuder, lader dette angreb efterfølges af andre.
