Side:Unionsspörgsmaalet fra norsk synspunkt.djvu/7

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
7
UNIONSSPÖRGSMAALET FRA NORSK SYNSPUNKT.

Uinionen liggende gjensidige Forsvarspligt er af et saa ubestemt Omfang, at det maa staa i det enkelte Riges Magt enten ved en Bestemmelse en gang for alle eller ved Dispositioner heregnede paa det foreliggende Tilfælde at tilbageholde en Del af sine Stridskræfter i Lokalforsvarets Tjeneste. Det er dette Norge har troet at burde gjöre, og intet hindrer Sverige at gjöre nöiagtigt det samme. Hvis det virkelig var saa, at der paahvilede Sverige strengere unionelle Forpligtelser med Hensyn til det gjensidige eller felles Forsvar, end der paahviler Norge, vilde jo Konsekventsen være, at Sverige skulde være uberettiget til uden Norges Samtykke at træffe en Bestemmelse svarende til den nævnte i Grundlovens § 25 eller til under et fientligt Anfald paa Norge at tilbageholde i Sverige et Lokalværn af samme Styrke som det norske Landværn. Men noget saadant har vist aldrig nogen ment. Tvertom vil vist enhver militær sagkyndig fortælle os, at der under Krig aldrig kunde blive Tale om helt at blotte enten Sverige eller Norge for Stridskræfter.

Det forekommer mig derfor, at al denne Tale om den norske »Landværnsparagraf» — hvor den ikke ligefrem danner et Paaskud for at nægte at indrömme berettigede Krav fra norsk Side — ialfald danner et Sagen uvedkommende og praktisk lidet betydningsfuldt Moment, der blot tjener til at forplumre Diskussionen om det store og væsentlige.

Dette store og væsentlige er — derom kan der neppe herske Tvivl — en Fællesorganisation af Udenrigsministerembedet med Adgang saavel for Normænd som for Svensker.

Orvar Svenske mener, at en saadan Jævnlighed ikke skulde være »tänkbar utan ett gemensamt unionsparlament». Og han tænker sig dette Unionsparlament sammensat paa en Maade, der kom til at danne et Udtryk for, at begge Riger paa dette Omraade var gaaet op i en höiere Enhed. Rigerne skulde nemlig ikke som f. Ex. Österrige og Ungarn i sine Fælles-Delegationer optræde som to suveræne og som saadanne ligestillende Stater hver repræsenteret ved et lige stort Antal Repræsentanter; men Antallet af Repræsentanter i Unionsparlamentet skulde som f. Ex. i den tyske Rigsdag bestemmes efter Folkemængden. Jeg antager de fleste vil være enige i, at dette er en Fremtids-Fantasi, som aldrig vil blive engang forsögt fört over i Virkelighedens Verden. Den praktiske Statsmand findes ikke, som for Alvor vilde foreslaa noget saadant. Og det er ikke blot i Norge man som en Mand vilde modsætte sig Omdannelsen af den nuværende Statsforbindelse mellem de suveræne Stater Sverige og Norge til en svensk-norsk Forbundsstat. Jeg föler mig temmelig sikker paa, at der heller ikke i Sverige vilde kunne opnaaes Flertal derfor, selv om Norge var villigt. Særlig antager jeg ikke den svenske Riksdag vilde föle nogen stærk Trang til at afgive væsentlige Dele af sine Rettigheder til et saadant Unionsparlament.

Hvad enten man holder paa Jævnlighed i Udenrigsstyrelsen kombineret med Unionsparlament eller forkaster en saadan Jævnlighed