begrenser sin egen Handlefrihed. Og her gjælder det ganske vist, som Orvar Svenske siger: »En stolthet, som härvid står i strid med klokheten, är nationell högfärd». Men dette gjælder ikke, hvor Spörgsmaalet — for Nation eller for Individ — er om at hævde eller opgive de principielle Personlighedskrav, hvad Juristen paa Privatrettens Felt kalder de »uafhændelige Rettigheder». Og dertil hörer for en suveræn Stat, at den kun træder i Forhold til andre Stater paa Jævnlighedens og den fulde Gjensidigheds Grundlag, saaledes at den i en Statsforbindelse som den svensk-norske ikke opgiver mere af sin egen Statsmyndighed, end den vinder igjen i Med-Udövelse af Fællesmyndigheden. Her maatte »Klogskaben» vige for endnu höiere Hensyn, hvis det ikke lykkeligvis var saa, at Hævdelsen af egen Værdighed og af Retten til at værne om sine Interesser altid vil falde sammen med den höieste Statsklogskabs Krav, medens enhver Selvopgivelse, om den end i Öieblikket kunde tage sig opportun ud, i Længden vil straffe sig. Jeg tager neppe Feil i, at man i Sverige, hvor det gjaldt svensk Værdighed, svensk Ret og svenske Interesser, vilde tænke og handle ud fra disse Grundsætninger. Kan man saa fortænke os Normænd i, at vi gjör det?
Naar man först saa langt, at dette almindelig forstaaes i Sverige. og at alle höisindede og rettænkende svenske Mænd erkjænder, at det ikke i Længden gaar an at bygge en Forening som den svensk-norske paa nogen anden Grundvold end en gjennemfört Lighed i Rettigheder, saa nærer jeg ingen Frygt for, at der skulde vise sig uovervindelige Vanskeligheder for denne Ligheds Gjennemförelse ogsaa paa Udenrigspolitikens Omraade.
Der tales undertiden i Sverige — Orvar Svenske hentyder ogsaa dertil — om at der for Tiden bestaar en Ulighed i den gjensidige Forsvarspligt, en Ulighed hvis Ophævelse maatte være en Betingelse for Gjennemförelse af lige Rettigheder med Hensyn til Udenrigsstyrelsen. Dette forekommer mig at bero paa en Misforstaaelse. Den uheldige og alene i de særegne historiske Forholde i 1814 begrundede Bestemmelse i den norske Grundlovs § 25, om at Landværnet ikke maa benyttes udenfor Landets Grænser, skulde jeg visselig gjerne være med paa at stryge af vor Grundlov, hvad Dag det skulde være. Men det kan ikke erkjendes, at den har det ringeste med Rigernes gjensidige Forsvarspligt at bestille. I den Udstrækning, hvori en saadan gjensidig Forsvarspligt virkelig existerer, vil den gaa forud for enhver Bestemmelse i det enkelte Riges Grundlove eller Love. Der kunde tale ikke lidet for, at det ligger i Unionens Natur, at hvert af Rigerne er forpligtet til, hvis det maate være nödvendigt, at bidrage med alle sine Stridskræfter til det felles Forsvar. Kommer man til dette Resultat, vilde i paakommende Tilfælde en norsk Krigsminister eller Höistkommanderende trygt kunne sætte sig ud over Grundlovens § 25. Men de bedste Grunde taler visselig for den Mening, at, i Mangel af nærmere Regler herom, den i
