Side:Unionsspörgsmaalet fra norsk synspunkt.djvu/5

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
5
UNIONSSPÖRGSMAALET FRA NORSK SYNSPUNKT.

lidt er en national Skam at være et politisk lidet Folk, der intet umiddelbart har at sige paa de diplomatiske Intrigespils Arena, som det i og for sig er nogen sand Ære at være en politisk Stormagt. Her sammenblandes det kvantitative og det kvalitative i Forholdet. At være stor eller liten, öve en omfattende eller liden eller ingen Indflydelse i de internationale Forbindelser, derpaa kommer det visselig ikke an, men at være raadig eller medraadig over sit eget eller ikke at være det, det er Spörgsmaalet.

Og her kan intet ærekjært Folk med udviklet Nationalfölelse slaa af, det norske ligesaa lidt som det svenske.

Orvar Svenske siger, at det er en haltende Paralel, naar man opfordrer Svenskerne til at sætte sig i Normændenes Sted og tænke sig, hvorledes de vilde föle det, om Udenrigspolitikens Ledelse lagdes i Norges Haand. Jeg kan ikke være enig med O. S. heri. Paralellen forekommer mig tvertom meget treffende. Det kommer nemlig i denne Henseende ikke an paa det ene Riges Overlegenhed i Folkemængde ligeovenfor det andet. Eller vilde man i Sverige finde det mere tiltalende at overgive Udenrigspolitiken til en Unionsfælle, der talte et Par Millioner flere Indvaanere end Sverige? Jeg tror det ikke. Jeg mener derfor, det her er fuldt ud paa sit rette Sted at rette en varm Appel til alle svenske Mænd, der vil tænke stort og ædelt og handle mod andre, som de önsker handlet af andre mod dem selv, en Appel til dem om at overveie, om de ikke i Normændenes Sted vilde föle og handle som disse og kræve begge Rigers Ligeberettigelse og fulde Suverænitet anerkjendt - ogsaa med Hensyn til den Del af Statsanliggenderne, der i Sandhed ikke er den mindst vigtige, men hvis heldige Ledelse kan blive afgjörende for selve Statens Existence: Udenrigspolitiken.

Det er neppe nödvendigt her at udvikle Grundene, hvorfor en Stat ikke kan opgive nogen Del af sin Suverænitet (uden ialfald som Ledstaterne i en Forbundsstat til Gjengjæld at opnaa Medudövelse af en höiere Suverænitet). Jeg skal indskrænke mig til at bemærke, at ligesom den moderne Statsret anerkjender en principiel Lighed mellem Statsborgerne, saaledes anerkjender Folkeretten en principiel Lighed mellem suveræne Stater, de være store eller smaa. Og ligesom Personligheden — naar den er kommet til den voxne Alder — forat kunne naa sin Bestemmelse maa være i Besiddelse af en principiel Handlefrihed og Selvbestemmelsesret med den deraf fölgende Ansvarsfölelse, saaledes kan heller ikke en Nation finde sig i paa noget Punkt principielt at være udelukket fra Bestemmelses- eller Medbestemmelsesretten over sin egen Skjæbne. Jeg siger Bestemmelses- eller Medbestemmelsretten. Thi som jeg paa et andet Sted har havt Anledning til at udvikle, er det ingenlunde min Mening, at den störst mulige Eneraadighed nödvendigvis maa være en Stats Maal. Klogskab kan tilsige en Sammenslutning, et eller andet statsretligt Societetsforhold, hvorigjennem man forat opnaa noget större