lemmer, Udtalelser, der danner Nöglen til den nuværende politiske Situation her i Landet?
Det kan ikke falde mig ind at rette nogen Bebreidelse mod svenske Mænd, fordi der blandt dem — med Rod i den Opfatning, der herskede i 1814 — endnu findes mange, der ikke kan forsone sig med, at den sidste Rest af Sveriges Fortrinsret i Unionsforholdet skulde forsvinde, og de to Riger indrömmes en fuldkommen Jævnlighed, i Form som i Realitet. Det vilde meget mere være mærkeligt, om ikke en saadan Opfatning endnu havde temmelig dybe Rödder i det svenske Folk. Men benægte, at den findes der, og som Orvar Svenske betegne Paastanden derom som en »Fantasi», tror jeg ikke gaar an. Det forekommer mig, at O. S.’s egne Udtalelser leverer det bedste Bevis derfor. Han kommer nemlig selv til det Resultat, at det ikke gaar an at gjennemföre Jævnlighedens Grundsætning paa Udenrigspolitikens Omraade. Her maa efter hans Mening Sverige beholde Overledelsen. Der kan nu ikke tvistes om, at naar to Stater staar i det Forhold til hinanden, at begge Staters Udenrigspolitik ledes af den ene Stat, saa udover denne Stat paa dette Felt et Overherredömme, et Suppremati over det andet. Uden at lægge nogetsomhelst anklagende eller odiöst i Udtrykket Supprematister, bliver derfor dette den statsretlig korrekte Betegnelse for Orvar Svenske og hans Meningsfeller. Og jeg vil ikke tilbageholde den Mening, at denne Synsmaade er ligesaa farlig for Unionens Fremtid som Separatismen. De to Synsmaader er i Virkeligheden ogsaa saa beslægtede, at de svenske Presseorganer, der hævder Sveriges angivelige Ret til fremdeles at beholde Ledelsen af Udenrigspolitiken, som Regel er de samme, der stiller Unionens Oplösning i Udsigt som en ikke ukjærkommen Eventualitet.
Efter min bestemte Overbevisning beror Muligheden af en lykkelig Udgang af den nuværende Krise og overhovedet Unionens Bestaaen og Udvikling til begge Folks Lykke först og fremst derpaa, at man i Sverige formaar at arbeide sig ud af den traditionelle Opfatning, at det er nödvendigt og politisk muligt at bevare en Rest af Sveriges Overherredömme i Form af dets Ledelse af Rigernes Udehrigspolitik. Derfor anser jeg det for at være af saa overordentlig Vigtighed, om man kunde faa alle rettænkende svenske Mænd til at forstaa, at det Krav, man fra norsk Side stiller paa, at Ligeberettigelsens Grundsætning ogsaa paa dette Punkt gjennemföres, er et Krav, der stadig vil stige i Styrke og aldrig vil kunne tilfredsstilles ved noget Palliativ, et Krav, der saa langt fra at have sin tilfeldige Foranledning i Popularitetsjagt fra det ene eller det andet politiske Partis Side, meget mere bunder i en dyb, almengyldig, berettiget Nationalfölelse, der aldrig vil kunne slukkes og kun ved ydre Magt for en Tid vilde kunne holdes nere hos et Folk, der engang har fölt, hvad det vil sige at tilhöre en fri og selvstændig Stat.
Det forekommer mig at være en fuldstændig Miskjendelse af denne Fölelse hos det norske Folk, naar Orvar Svenske udtaler, at det ligesaa
