end at en saadan Diskussion baade kommer i Stand og leder til praktiske Resultater. Jeg har den bestemte Tro, at endnu i dette Öieblik den store Flerhed ikke blot i Sverige, men ogsaa i Norge holder paa Unionen. Men lader man alt gaa sin skjæve Gang, kan ingen garantere, hvorledes Stillingen i saa Henseende er om et eller to eller tre Aar. Det gjælder, at Unionsvenligheden paa begge Sider af Kjölen bliver sig selv og de Farer, der truer dens Program, bevidst; det gjælder, at svenske og norske Mænd, der ser begge Rigers Lykke i Unionens Opretholdelse, forstaar at finde hinanden og slutte en Kjede til Værn om Unionen, at de indser Nödvendigheden af uden at spilde Tid at blive enige, selv om det alene kan ske gjennem noget Afslag paa, hvad man fra hver af Siderne anser som det i og for sig rigtigste og bedste.
Villigheden til at finde sig i saadanne Afslag vil imidlertid her som overalt til en vis Grad være betinget af, at man formaar baade at sætte sig ind i den anden Parts Tankegang og med Fordomsfrihed at betragte den forhaanden værende Situation, saaledes at man erkjender, at der i hvad hidtil er skeet, muligens kan findes Feil paa begge Sider. Saalænge man, som Orvar Svenske, gaar ud fra, at man fra svensk Side har opfört sig fortræffeligt i alle Dele, og at al Skyld er at söge paa Normændenes Side, er man nödt til med nogen Mistvivl at betragte Forsögene paa at komme til gjensidig Forstaaelse. Mon nu virkelig nogen for Alvor kan tro, at naar Historiens Dom om Unionens Udvikling — lad os haabe, at vi ikke behöver at tilföie: og Oplösning — skal skrives, da Sverige vil komme til at staa som Indbegrebet af Retfærdighed, Billighed og Statsmandsklogskab, medens Norge faar sin Paaskrift som den umedgjörlige, uregjerlige, ufornöielige, som det var umuligt i Længden at komme ud af det med? Lykkeligvis kjender jeg fremragende svenske Mænd, som har en anden Mening herom.
Jeg har i et tidligere lidet Skrift om Unionsforholdene udtalt, at Sverige skal »gives den Ros, at det i det store og hele taget har været en rimelig Nabo og Unionsfælle at komme ud af det med. Lidt efter lidt, efterhaanden som Norges aandelige og materielle Udvikling er skredet frem og vore Krav dermed voxet i Styrke, er ogsaa disse Krav bleven imödekommet fra svensk Side».
Dette er det mig en Glæde her at gjentage. Men jeg vil ligeover for en svensk Læsekreds ikke tilbageholde den Opfatning, at man fra svensk Side ikke altid har iagttaget den gamle Visdomsregel, at skal man have Glæde af, hvad man giver, saa maa man baade give i rette Tid og give uden for sure Miner eller saadanne Betænkeligheder og Reservationer, som beröver Gaven eller Indrömmelsen det være af et Retfærdigheds- eller Billighedskrav dens Værd. Mon der ikke skulde dæmre nogen Forstaaelse heraf ogsaa i Sverige? Mon det blot skulde være i Norge at man f. Ex. ikke er istand til at se Toppunktet af Statsmandsklogskab i visse ifjor faldne Udtalelser af den svenske Regjering eller dens Med-
