de Tusinder, som er ganske anderledes bundne af traditionelle Synsmaader og nationale Fordomme.
Og dog, intet er haablöst, naar Sagen er god, og Viljen er god. Jeg vil gjerne i det længste være Optimist, naar det gjælder Foreningen mellem Sverige og Norge. Og Haabet stöttes derved, at svenske Mænd af Orvar Svenskes Opfatning og norske Mænd af min dog i flere Henseender staar paa en fælles Platform, har fælles Udgangspunkter, som maatte kunne hjælpe os fremad mod större gjensidig Forstaaelse og större Enighed.
Först og fremst knytter vor sikre Tro paa Unionens store Opgave for begge Folk os sammen. Dernæst mödes vi i en ærlig Stræben efter at forstaa hinanden, yde hvad Ret er og intet kræve, uden hvad Ret er, og enes om de bedste Midler til at betrygge Unionens Fremtid. Jeg gaar nemlig ud fra, at Orvar Svenske ogsaa har denne Mening om os norske Unionsvenner, og at det blot er en uoverlagt Ytring, der er faldt ham i Pennen, naar han beskylder begge norske Partier for at have »sökt vinna popularitet genom att smickra och tillfredsställa nationens själfkänsla». Skulde man nemlig for fuldt Alvor i Sverige mene, at de norske Unionsvenner spiller uærligt Spil og alene benytter det Unionsprogram, de kjæmper for, som Skalkeskjul for Partiintriger, saa er paa Forhaand alt Haab om Forstaaelse og Overenskomst udelukket. Jeg har dog vanskeligt for at bekvemme mig til at tro dette. Jeg kan ikke godt tænke mig, at et ærekjært Folk som det svenske skulde mangle Evnen til at tro paa andres Ærlighed. Ialfald vil jeg ogsaa i saa Henseende i det længste være Optimist og gaa ud fra, at vi har den gjensidige Tillid til hinanden, at vi fra begge Sider vil det rette.
Endelig mödes oprigtige og indsigtsfulde Unionsvenner i begge Riger i den Overbevisning, at Ophævelsen af det diplomatiske Fællesskab med særskilte Udenrigsministre, Gesandter etc. vilde være reelt omtrent ensbetydende med og formelt meget snart före til Unionens Sprængning. Hvad Orvar Svenske i saa Henseende udtaler, kan jeg fuldt ud underskrive. Og jeg vil tilföie: har allerede den blotte Mulighed af, at der kunde opstaa en Revne i den faste Unionsforbindelse, ledet til, at visse Stormagters Repræsentanter har havt sine Fölehorn ude, saa skal der ikke nogen höi Grad af Fremsyn til forat forstaa, hvilket Intrigespil den skandinaviske Halvö vilde blive Skuepladsen for, hvis Stockholm og Kristiania skulde danne to særskilte diplomatiske Operationsfelter. Den Uafhængighed af den europæiske Storpolitik, som den nuværende Ordning til en vis Grad giver os, og den relative Sikkerhed ligeovenfor Forstyrrelser udenfra, som hænger sammen dermed, vilde for altid være brudt.
Det som svenske og norske Unionsvenner saaledes kan mödes i Enighed om, er nok til at kunne danne Grundlaget og Udgangspunktet for en frugtbar Diskussion om de Punkter, hverom flere eller færre af dem er uenige. Og intet staar for mig som for Öieblikket vigtigere,
