imödekommende og fast Unionspolitik. Kom det til at staa for det norske Folk som en Kjendsgjerning, der ikke ved nogen Folketaler-Kunst lod sig bortforklare, at den fulde Ligeberettigelse gjennem en unionel Organisation af Udenrigsstyret kan opnaaes inden den nu bestaaende Unions Ramme, men at Oplösningen af det diplomatiske Fællesskab med Oprettelse af et norsk Udenrigsministerembede er ensbetydende med selve Unionens fredelige eller voldsomme Oplösning, har jeg den Tro, at der endnu findes tilstrækkeligt af Sympathi for Unionen og Forstaaelse af dens Nytte, til at et overveiende Flertal vilde vælge at holde paa Unionen.
Og Spörgsmaalet er da, om der ikke ved et kraftigt Initiativ fra svensk Side kunde bidrages væsentligt til at bringe denne Klarhed over Situationen. Imidlertid erkjender jeg fuldt ud, at man her er inde paa et Farvand med mange Skjær. Og det er muligt, at der fra den praktiske Politiks Standpunkt kan reise sig Betænkeligheder og Vanskeligheder herimod af afgjörende Art.
Herpaa skal jeg ikke nærmere indlade mig. Hovedsagen er, at svenske og norske Unionsvenner tager sig sammen til kraftig og enig Handling forat værne om Unionen. Og dertil kræves, at man i begge Riger ved, hvad man vil, og söger at mödes i et felles unionelt Program der, om det end ikke repræsenterer, hvad der for den enkelte staar som det i sig selv bedste, dog er akceptabelt og gjennemförligt og ialfald at foretrække for Unionens Sprængning og en stadig öget Bitterhed i Forholdet mellem de to Folk.
At yde et — det være selv det mindste — Bidrag til en saadan öget Forstaaelse og enig Samvirken er Formaalet for ovenstaaende Bemærkninger.
