der skulde være Adgang for Kongen til at besætte Embedet saavel med norske som med svenske Mænd. Udenrigsministeren maatte gives Sæde i begge Rigers Statsraad, dog kun ved Behandlingen af de udenrigske Anliggender. Han burde vel have Adgang til begge Rigers Nationalforsamlinger og iövrigt inden sit Omraade indtage samme Stilling som Statsraads-Medlemmer i begge Riger. Hvad hans konstitutionelle, strafferetlige Ansvar angaar, hörer det jo til de Ting, hvorom der i det praktiske Statsliv forhaabentlig aldrig vilde blive Spörgsmaal. Men for den statsretlige Logiks Skyld maa man have Bestemmelser herom. Man er i saa Henseende nærmest henvist til Valget mellem den i og for sig fuldkomnere Ordning, hvorefter Udenrigsministeren kunde sættes under Tiltale i hvert af Rigerne og dömmes af en unionel Domstol saaledes organiseret, at fældende Dom aldrig kunde afsiges udelukkende af Mænd tilhörende det ene Rige, og den mindre fuldkomne, men mulignes lettere gjennemförlige Ordning, hvorefter han alene kunde drages retsligt til Ansvar og dömmes i det af Rigerne, som han efter sin Nationalitet tilhörer.
Nærmere ind paa Detaljerne af en saadan Ordning anser jeg det ikke nödvendigt her at gaa. Jeg vil kun bemærke, at jeg efterat have gjennemtænkt Materien er kommen til det bestemte Resultat, at Ordningen ikke stöder paa afgjörende Vanskeligheder eller overhovedet paa andre Vanskeligheder end de, der, som ovenfor antydet, vil klæbe ved en hvilkensomhelst Ordning, naar först to Staters Anliggender skal styres i Fælleskab. Ingen vil vel f. Ex. paastaa, at den nuværende Ordning, endog bortseet fra det for Norge uretfærdige i den, skulde være uden sine store og betænkelige Vanskeligheder!
Er derfor först Forstaaelsen af den nuværende Situations store Farer og Viljen til at imödegaa dem gjennem et energisk Forsög paa at tilveiebringe Enighed mellem svenske og norske Unionsvenner tilstede, er det min faste Tro, at saadan Enighed baade med Hensyn til Ordningens Principer og Enkeltheder vil kunne opnaaes.
Hvorvidt der i saa Henseende bör tages noget officielt Initiativ fra svensk Side, er et Spörgsmaal, som tilhörer den praktiske Politik, og som ligger noget udenfor Hovedformaalet for denne Artikel.
Naar Orvar Svenske saa bestemt kommer til det Resultat, at man fra svensk Side bör foretrække en absolut Passivitet, har jeg dog mine Tvivl om Rigtigheden af dette Standpunkt. Der kunde ialfald siges adskilligt til Fordel for en mere aktiv Politik. Det kunde siges, at man kanske altfor meget har ladet Sagerne gaa sin skjæve Gang, lagt Hænderne i Skjödet og seet paa, at Agitationen gjorde sin onde Gjerning, satte Splfd mellem Folkene og drev Udviklingen henimod Unionens voldsomme Sprængning eller gradvise Oplösning. Det er neppe tvivlsomt, at Braadden vilde være brudt af den separatistiske Agitation i Norge, hvis man i Sverige var istand til at enes om en paa samme Tid
