Hopp til innhold

Side:Undset Ungdom.pdf/51

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Den, som ned gjennem mulden saa
den kvalmende rædsels hæslighet,
som blomstertuerne gjemmer,
stivnet av lede og angst derved.
Det er der vel ingen, som tænker paa,
her, hvor vi mindes — og glemmer.

Her, hvor vi glemmer de døde bedst.
Ingen steder vi glemmer som her
hver en gang, vi forraadte
dem, som vi mest havde kjær,
— og hvor for dem, som vi elsket mest
tiest graate vi maatte.

Den, som er sænket i mulden ned,
blomstrer der ingen blomster til lyst,
hjælper ei mindernes varme.
Mindestøtter og blomsternes trøst
taarernes lise og gravenes fred
er for os levende arme.