S DEN UNGE HISTORIKER hvorledes dette igjen blev opfattet paa indviet Hold. Thi det er berettiget at anvende dette Ord om Chr. Friele. Hvad han havde Anledning til at komme under Veir med, var saa noget nær rent utroligt; han var Som den bedste Detektiv paa det politiske Felt. Han benyttede enhver Leilighed og alle Menne- sker. Selvfølgelig kunde han ogsaa indimellem komme paa galt Spor. Men det hændte ikke ofte. Modstandere og Meningsfæller Var ham lige gode. Han kunde med Sandhed paaStaa, at selveste jaabæk søgte ham. „Jeg ved ikke, hvorfor Jaabæk altid vil have fat i mig,“ pleiede han at sige; „maaske er det den samme Fortryllelse, som Slangen øver paa den lille Fugl.“ En Dag, som jeg spaserede med ham iAkersgaden udenfor RigsarkivetS Kontorbygning, veirede han Jaabæk, og begyndte straks at raabe paa denne. Med det venligste Ansigt ilede Jaabæk til. „Hør,“ sagde Friele, „maa jeg faa Lov til at forestille to bekjendte Sam- tidige, som jeg hører, endnu ikke kjender hinanden: Hr. Søren Jaabæk – Hr. Yngvar Nielsen!“ Jaabæks Ansigt forandredes, som om han havde seet to Slanger, og han ilede bort – kanske i den Tro, at to af disse Dyr var for meget for ham. 0ptrinet havde unegtelig visse komiske Sider. Jaabæk syntes efter den Dag at sky mig. ialfald har jeg ofte seet ham; men jeg kom aldrig til at veksle et Ord med ham, skjønt jeg hyppig kunde havt Interesse deraf. Jaabæk kunde været et Bekjendtskab, som vilde budt meget, der kunde øvet Tiltrækning. l‘OO
