DEN UNGE HISTORIKER tidens Biograf af Bjørnson maa søge en god Del af sin For- klaring af hele hans Virksomhed netop hos Moderens Slægt og stille dette ved Siden af alt det Grundlæggende, som han havde i Arv fra Faderen. Det kan her være den rette Plads for at meddele et Par af mine Notitser, som angaar de her omtalte Aar, og hvad der forefaldt i dem. Jeg har nedskrevet dem l2 Januar l882 efter en Samtale med Friele: „l l868–-1869 havde Friele, om han havde villet give sit Blad en tilsvarende Holdning, kunnet blive Statsrevisor; men han havde ikke villet lytte til de i den Anledning fremkomne Antydninger. I l869 havde Regjeringen været tilbøielig til at negte Grundlovsforandringen om aarlige Storthing Sanktion, men havde ikke faaet den daværende Konge [Carl] med sig, som derimod bestemt havde erklæret, at nu skulde det være slut, og videre Grundlovsforandringer vilde han ikke vide noget af. Kong ()sCar var begyndt med at have Lyst paa at sanktionere, men havde snart opgivet dette. l l88O havde Statsraad [(). A.] Bachke i sit første Udkast til lndstilling om Sanktionsnegtelse paa Statsraadsagen sat ind de berømte Ord om, at det absolute Veto var ophøiet over al Tvivl. Friele havde som alle andre troet, at disse skyldtes Kongen, og at det var i Anledning af dem, at Stang havde motiveret sin forandrede Opfatning af Spørgsmaalet. Men dette var aldeles urigtigt. Stang havde villet have de berømte Ord ud, og var bleven overstemt af de øvrige Statsraader. Baade Friele og jeg ønskede, at disse Ord aldrig havde staaet der, da det var fra dem, at den hele Misfornøielse fra først af var ud- gaaet. Jeg erindrer, at SChibsted, Aftehposterts Udgiver, et Par Timer efterat Regjeringsforedraget var trykt, sagde, at der ikke var nogen Del af dette, som havde vakt større Forbitrelse hos Storthingsmændene end ophøiet over al Tvivl. Bachke og jensen havde i l88O i Statsraadet holdt meget 98
