DEN UNGE HlSTORlKER som f. Ex. den Gang, han talte om alle de Reformer, som var løiet frem i dette Land? Jeg tænker mig, at hvis han var kom- met ud af den Ensidighed, hvormed netop CarlJohan hos os er bedømt, da vilde han ikke været bange for at give Udtryk for sine Tanker. l hans sidste Leveaar blev Bjørnsons Dom over CarlJohan og hans Efterfølgere ikke lidet forandret. Ogsaa vi to havde da paa ny kommet mere i Berøring med hinanden. Navnlig havde jeg sendt ham de Arbeider over Norges nyere Historie, som jeg da udgav, og saa blev det mig fra et Hold, der stod Bjørnson nær, meddelt, at da han var spurgt, hvoraf det kom, at han nu saa anderledes paa Carl Johan, havde Svaret lydt: „Det er Yngvar Nielsen, som har lært mig at se ham.“ Ytringen er faldt. Saa meget er sikkert. Andre faar dømme om, hvor meget eller hvor lidet der rettelig kan lægges deri. Men jeg har overveiet, om ikke Digteren mange Aar i Forveien kunde været modtagelig for et Ræsonnement af samme Sort. Efter mit Skjøn bliver Bjørnson nu efter sin Død som Regel skildret feilagtig, som om der ved ham Intet havde været at ønske anderledes. Men den Opfatning kan ikke blive staaende. Billedet af den geniale Mand vil nok altid blive storslaaet og tiltalende. Men det maa ikke glemmes, at han stod imellem mange Smaafolk, og at han ikke havde saa mange ved sin Side, der var ham jævnbyrdige. Tildels kunde disse falde i hans Smag, idet han ikke var uimodtagelig for det, som dels kan kaldes Anerkjendelse, men ofte og kanske rettere benævnes Smiger. Det har hændt til forskjellige Tider af hans Liv, at han har været omgivet af Kliker, der drev med ham paa rosiflengisk Vis. Men saa kom der en Dag, da Digteren blev kjed af dem og trak sig bort. Der var en Mand, med hvem jeg i mine yngre Dage ofte kom sammen, og som havde en interessant Opfatning af Bjørnson. Det var hans gamle Morbroder, Malermester Nordraak. Kunde der findes en Dagbog af denne fra 5O–, 60– og 7O–Aarene, vilde den været Guld værd. Nordraak besad et indgaaende Kjendskab 96
