da de blev bekjendt i det nittende Aarhundrede, det vil i det tyvende blive langt overgaaet af de Oscarianske Papirer.“
Antagelig kommer der med Tiden ogsaa til at offentliggjøres specielle Memoirer fra enkelte af Kongens nærmeste svenske Venner, hvilke ogsaa for norske Forhold vil kunne have sit Værd. Kun vil jeg da haabe, at de vil blive lagt noget høiere end det Memoireværk, som fra 1910 har begyndt at udgives efter den ikke ubekjendte F. von Dardel. Dette er allerede 1912 efterfulgt af Baron Stjernstedts interessante Minnesblad. Men Hovedsagen maa dog for os være, hvorvidt nogen af Kongens norske Omgivelser vil have efterladt sig skjønsomme Optegnelser. For mit eget Vedkommende kan jeg kun oplyse, at Kongen var vidende om, at jeg nedskrev meget, og jeg har gjentagne Gange, senest om Høsten 1905, meddelt ham, at det var min Hensigt at lade offentliggjøre, hvad jeg saaledes havde samlet. Men til samme Tid kan jeg sige, at der aldrig af ham er øvet blot en Antydning til at ville dirigere eller øve Tryk paa mine egne Meninger. Mine Optegnelser efter de mange Samtaler, jeg havde den Lykke at have med Kongen gjennem en lang Række af Aar, blev frit ført i Pennen; enkelte Gange blev der dog til min Raadighed stillet vigtige Oplysninger, for hvilke jeg altid kunde være erkjendtlig, ligesom Kongen ikke saa sjelden har fortalt mig om, hvad han havde oplevet i sine tidligere Aar.
Jeg har Følelsen af, at jeg opfylder en Pligt, en kjær Pligt ved at nedskrive mine Minder, de Minder, som nærmest er knyttet til Oscar II.s Tid og til hans ædle Personlighed, og lade dem udkomme i Trykken. Eftersom Tiden gaar, bliver der utvivlsomt en voksende Forstaaelse hos Almenheden af den udmærkede Maade, hvorpaa han fyldte sin fremragende Stilling i tvende Samfund, og dermed øges ogsaa Trangen til at yde ham Retfærdighed. Kan jeg paa nogen Maade medvirke dertil, vil det være mig kjært. Thi Oscar II. var en sjelden Regentpersonlighed, og Erkjendelsen af denne Sandhed maa blive saa meget større, som det tillige bør forstaaes, hvilke
