DEN UNGE HISTORIKER gang til at indhente. Imidlertid forstod jeg godt, at dette kun Var Indledningen til, hvad jeg senere skulde faa høre. Efter Bordet tog Kongen mig alene ind i et Sideværelse, hvor han gik ind paa Tidens brændende Spørgsmaal. Situationen var ny for mig. Men jeg fattede straks min Stilling: at sige alt, der kunde oplyse Landets Konge om Forholdene, rose dem, der fortjente det, og ikke sætte ondt for nogen. Jeg tror ogsaa, at jeg handlede i Overensstemmelse hermed. Vi kom ind paa den norske Politik, og Kongen udtalte sig iOverensstemmelse med sine Ytringer i Stockholm. Jeg fik det Indtryk, at han havde følt sig tiltalt ved den Maade, hvorpaa jeg under Audiensen derinde havde udtalt mig om Forholdene Jeg sagde der til ham, at vore Radikalere havde et stærkt Had til mig; men at dette ikke gjorde andet Indtryk paa mig, end at det var mig en l’ornyet Opfordring til at holde mig til Sandhed og Pligt mod Fædrelandet.“ I denne Forbindelse er det ogsaa straks nedenfor nævnt, at Kongen udtalte: „I–Ethvert rimeligt Kompromis, der bydes mig, vil jeg tage. Men Kongemagten kan ikke opgive sin egen Sag.“ Vi kom ogsaa ind paa enkelte Personer, og jeg maa da have sagt, at jeg i Ole Welde saa en betydeligere Mand, hvad dog ikke slog an: Om Ole Welde havde Kongen meget ringe Tanker. Det morede ham, hvad jeg – efter Sars – fortalte ham om, at Ole Welde saa et Tegn paa Guds Till’redshed med Radikalismen deri, at hans radikale Amt nu havde faaet en god Høst. „Hvem der skulde vælges til Storthingsmænd fra Christiania i l882, var ogsaa paa Bane. Jeg nævnte I5mil Stang, hvem Kongen ligeledes satte høit. „Vil ikke Du paa Storthinget?“ sagde Kongen. „Deres Majestæts Ytring overrasker mig,“ sva- rede jeg; „jeg er ikke Embedsmand og ikke paa anden Maade Valgbar.“ – „Derpaa kan Du let rette.“ – „Man vilde neppe have mig.“ – „Deri tager Du Feil; mange vilde holde meget paa Dig.“ Jeg var aldeles som himmelfalden. „Jeg kjender mig selv, og om jeg end besidder Snakketøi og Arbeidskraft, - 9l
