for alle lige smagelig, eller lige usmagelig Vandgrød. Allermindst vil det, jeg nu leverer, blive noget Forsøg paa at byde en ræsonneret Historieskrivning, som skulde kunne staa for alle Tiders Dom.
Om noget sligt vover jeg ikke at drømme. Hvad her skal fremlægges, bliver alene et Bidrag for kommende Slægters Arbeide med at fælde Dommen. Det er et Bidrag til at lære at kjende et Afsnit af vort Folks Historie, der, om det end i Øieblikket kunde forekomme at staa løsrevet og isoleret, dog i Virkeligheden vil vise sig at have havt en dybereliggende Forbindelse med de Bevægelser og Retninger, som forøvrigt er kommet tilsyne i Samtidens Historie. Det hjælper her ikke, hvor meget vi end baade selv og andre, udenforstaaende kunde mene, at dette norske Røre fra 70- og 80-Aarene var noget, som svarede til Balletmester Bjerkebæks Ord om den norske Himmel: „Den har vi Nordmænd for os sjøl enda!“ Netop om Vaaren 1912 har vi i Norge hørt Maximilian Hardens interessante Forelæsninger, og vi har hørt ham, som han i mægtige Træk har skildret den Slægt, som staar midt oppe i den mest revolutionære Tid, som Verdenshistorien har seet. Ja, det er sandt. Men den store Omvæltning, den traf til en Begyndelse det norske Folk paa et tidligt Tidspunkt, og den blev her paaskyndet gjennem ganske eiendommelige Forhold. Europæiske Luftninger strømmede over Folk og Land. Men de blev gjennemsat med en indfødt norsk Strømning, som ikke kunde andet end betage dem meget af deres ægte udenlandske Duft og næsten maatte gjøre dem ukjendelige for alle, som ikke var inde i de specielt norske Forhold. Det vil blive en Opgave for fremtidige Historieskrivere at paavise, hvorledes en norsk Bondebevægelse, der byggede paa en gammel Odelsbegeistring og Uvillie mod Embedsstanden, kom under Paatryk af Auguste Comtes franske Filosofi, og endte med at optage allehaande Elementer af vidtgaaende Liberalisme, for ikke at sige Radikalisme, og alligevel fortsætte med at ville indbilde sig selv og Andre, at saadant var et Overmaal af nationale Strømninger.
